Det grønne BNP: Derfor behandler vi naturen som gratis — med Peter Birch Sørensen
Vi behandler natur og biodiversitet som om det var gratis tjenester — men det er det ikke. Effekterne af klima- og biodiversitetskrisen kommer i stigende grad til at ramme den økonomiske aktivitet. Det er præmissen, da jeg tager turen til Københavns Universitet for at tale med Peter Birch Sørensen, professor i økonomi og en af Danmarks mest markante stemmer i debatten om grøn økonomi.
Det grønne BNP er et redskab, der tvinger os til at sætte pris og værdi på naturen. Det bruges til at vurdere, om den økonomiske vækst er sket på bekostning af miljøet — eller om grønne investeringer giver en velfærdsgevinst ud over det materielle forbrug.
“Det grønne BNP skal hjælpe med at vurdere, om den økonomiske vækst er sket på bekostning af miljøet, eller om investeringer i miljøforbedringer kan give os en velfærdsgevinst oveni vores materielle forbrug. Med andre ord: har vi haft grøn vækst, eller er væksten sket på bekostning af klima og miljø?” forklarer Peter Birch Sørensen.
En af udfordringerne er, at det kan være svært at prissætte naturen. Men Peter Birch Sørensen forklarer, hvordan økonomer faktisk beregner naturens værdi — og at det er en nødvendighed, hvis politikerne skal tage informerede beslutninger.
Grøn energi er allerede billigere
“Vi kan allerede nu se, at grøn energi fremstillet med vind og sol er billigere end hvis vi skal bygge nye kulkraftværker. Og en væsentlig sidegevinst ved at frigøre os fra de fossile brændsler er, at vi også bliver uafhængige af Putin og arabiske oliesheiker. Så der er også sikkerheds- og geopolitik i det,” understreger Peter Birch Sørensen.
Shownotes
I denne episode kan du høre om:
- Hvad det grønne BNP er, og hvordan det beregnes
- Udfordringerne ved at prissætte naturen — og løsningerne
- Hvad danske politikere mener om det grønne BNP
- Søsterprojektet ‘den grønne reformmodel’
- Argumenter for ikke at sænke tempoet i den grønne omstilling
Nævnt i episoden
- Prissætning i velfærdsøkonomiske analyser (Miljøstyrelsen)
- Ecosystem Services (Wikipedia)
- Produceret i samarbejde med e-nettet og Finanssektorens Uddannelsescenter