Podcast

Bæredygtig Business

Lyt til

Bæredygtig Business

Jeg startede denne podcastserie i det tidlige forår 2018, fordi jeg var nysgerrig og bare måtte vide mere, om hvordan det lykkes små og store virksomheder at tjene penge på bæredygtighed. Og jeg ville dele det med alle andre. Give virksomhederne, eksperterne, iværksætterne og bæredygtighedsnørden (læs: mig selv) en stemme, som ville blive hørt.

Det er indtil videre blevet til 6 sæsoner med tæt på 100 episoder. Temaerne spænder bredt, og arbejdet med podcasten danner grundlag for store dele af bogen.

Med en række af landets førende eksperter og erhvervsledere som gæster dykker Bæredygtig Business ned i begreberne CSR, SDG’er, bæredygtig forretning og cirkulær økonomi. Med en baggrund som iværksætter, direktør og bæredygtighedsnørd interviewer jeg toppen af poppen på Danmarks bæredygtighedsscene.

Podcasten udkommer hver 14. dag, hvor vi prøver at finde svar på det helt store spørgsmål – kan virksomheder tjene penge på at tage et socialt og miljømæssigt ansvar? Det korte svar er ja, det kan de.

Du kan finde alle afsnittene her:

Sæson 5, episode 24

I en verden med stigende fokus på bæredygtighed og politik er virksomheder nødt til at forholde sig til andet og mere end blot det, de sælger. De skal være skarpe på deres kernefortælling og deres formål, som skal fungere både internt og eksternt. Hvad kræver det, og hvordan griber man det an? Det taler jeg med Martin Vith Ankerstjerne om. Han er direktør og partner i Advice, som er et digitalt bureau, et reklamebureau og et kommunikationsbureau.

Sæson 5, episode 23

Både forhandlere og producenter er nødt til aktivt at forholde sig til, hvilket aftryk de produkter de fremstiller, sælger, køber eller markedsfører har. Fordi produkters klimaudledning er blevet et vigtigt konkurrenceparameter, siger de to stiftere af MÅLBAR – Jakob Aaen og Anders Koefoed – som du kan møde i denne udgave af Bæredygtig Business. Målbar er et værktøj, der hjælper virksomheder med at beregne, reducere og kommunikere produkters CO2-udslip.

Sæson 5, episode 22

SDG Business Booster er et vækstprogram for danske SMV’er, der vil være med til at løse verdens udfordringer og samtidig anvende verdensmålene som løftestang for vækst. 26 danske virksomheder har gennemført programmet, men andre SMV’er kan drage stor nytte af erfaringerne. I denne episode kan du høre interviews med Liselotte H. Stokholm og Toke H. Weppler fra Copenhagen Business Hub – Erhvervshus Hovedstaden og Søren Schou, Innovation Lead i Acacia, Deloitte.

 

Sæson 5, episode 21

Nu om stunder drømmer mange unge om at blive influencers, for man kan tjene gode penge på at reklamere for produkter og services. Men hvordan kan de hjælpe virksomheder med at få deres grønne budskaber ud på sociale medier? Louise Bonfils Høck er Head of Influencer Marketing hos Mindshare Danmark og forfatter til bogen ”Giv dit brand en personlig stemme”, en guide til virksomheder, der ønsker at benytte Influencer Marketing.

Sæson 5, episode 20

Du har nogle midler, du gerne vil investere. Men de skal ikke havne i virksomheder, der beskæftiger sig med fossile brændstoffer, tobak eller våben. Hvad gør du så? I denne episode kan du møde Pelle Pedersen, som har startet investeringsfirmaet DoLand, hvis mission er at hjælpe almindelige mennesker med at investere bæredygtigt. ”DoLand vil gøre danskerne mere interesserede i bæredygtige investeringer, for de vil definere, hvordan vores fremtid kommer til at se ud”, siger Pelle.

Sæson 5, episode 19

Fleming Voetmann er VP for Marketing, Communication, Branding and Sustainability i FLSmidth, og han fortæller passioneret og indgående om alle de tiltag, cementvirksomheden har på bæredygtighedsområdet. Med deres strategi ”Mission Zero” er de godt på vej til at nå målet om nul-procents emission i 2030.

Sæson 5, episode 18

Dette er en særudgave af Bæredygtig Business, hvor jeg taler med de tre virksomheder, der er nomineret til Spireprisen 2020. Spireprisen uddeles for femte år i træk til Årskonferencen for klimaindsatsen i Aarhus Kommune. Spireprisen er en ekstra hyldest til dem, der går forrest i den grønne omstilling med klimavenlige og grønne initiativer.

 

Sæson 5, episode 17

Denne episode foregår ved prisuddelingen Sustain Awards, som fandt sted den 8. oktober 2020. Det er Sustain Report, Danmarks uafhængige bæredygtighedsmedie, der står for award-showet. Jeg har taget økologisk mundbind for munden og reportagemikrofonen i hånden for at interviewe en række erhvervsledere om, hvordan de arbejder for at gøre Danmark grønnere. Hvor sort ser det ud for vores fremtid? Hvad giver deltagerne håb? Lyt med her og få svar. 

Sæson 5, episode 16

Synes du også, at klimadebatten er en kende unuanceret? Føler du dig handlingslammet og opgivende, når du læser om de katastrofer, der vælter ned over verden hver dag? Så kan du med fordel klikke her, for i dette afsnit giver vi dig et perspektiv, du måske ikke vidste, du savnede. Vi taler om hvad konstruktiv journalistik er, og hvad det betyder for dig. Jeg har besøgt Ulrik Haagerup, journalist samt grundlægger af og CEO i Constructive Institute.

Sæson 5, episode 15

Tænk hvis det affald og de restmaterialer, din produktionsvirksomhed smider i containeren i stedet kunne bruges af en anden virksomhed? Og at det kunne ske til gavn for miljøet og bedre udnyttelse af de ressourcer, vi har? Det er ikke utopi. For det sker allerede hos virksomheden Upcycling Forum. Mød CEO og Owner Rasmus Falkenberg til en snak om, hvordan han vil revolutionere den måde, vi tænker affald og restprodukter på.

Sæson 5, episode 14

Fremtidens ”Licence to Operate” bliver at forstå, hvilken rolle man som virksomhed spiller i samfundet. Og dér har bestyrelsen en vigtig rolle! For virksomhedens stakeholders forventer, at man som bestyrelse forstår at gribe bæredygtighed an på strategisk niveau. Jeg har talt med Jeanette Fangel Løgstrup, tidligere direktør for samfundsansvar og bæredygtighed i Danske Bank om etik, omdømme, ansvar, strategi, risici – og om muligheder.

 

Sæson 5, episode 13

Det nærmeste man kan komme en beskrivelse af ”det etiske mulighedsrum” er FN’s 17 verdensmål, idet det er en slags regelsæt, der handler om etik, moral og bæredygtighed. Christina Blak, Kreativ Direktør i kommunikations- og reklamebureauet WeLovePeople 
fortæller, hvordan de rådgiver virksomheder i strategisk brug af ”Det etiske mulighedsrum”
.

Sæson 5, episode 12

 er imponerende dygtig! Hun er Corporate Sustainability Director for Dell, som har 160.000 medarbejdere på verdensplan. Det er i sig selv ret vildt, men det, som imponerer mig mest, er hendes evne til at omsætte viden til et operationelt niveau. Lyt med, hvis du vil have et indblik i bæredygtighedsarbejdet i en global virksomhed.

Sæson 5, episode 11

Første gang jeg hørte om , var da de leverede øl til møbel-messen Trends & Traditions. De er et mikrobryggeri med globale vækstambitioner stiftet af Lars Carlsen i samarbejde med Mikkeller. Det virkelig interessante ved PLU – foruden at de laver fantastisk øl – er at en stor del af medarbejderne er autister. Det er således en super socialt ansvarlig virksomhed, men med fokus på bundlinjen.

Sæson 5, episode 10

Alle vil gerne kunne se ind i fremtiden. I hvert fald de af os, som arbejder med strategi og forretningsudvikling. For det er som bekendt ikke sjovt at udvikle løsninger til en fremtid, der aldrig kommer. Jeg har derfor talt med fremtidsforsker Anne Skare Nielsen, der er aktuel med bogen Fremtidssans. Lyt til denne episode, hvis du vil vide, hvilken rolle bæredygtighed spiller i fremtiden.

Sæson 5, episode 9

Erik J. og Henrik Schramm Rasmussen har rejst Danmark tyndt og fortalt om DI – Dansk Industris projekt “Fra Filantropi til Forretning”.
Projektet handler om at identificere, hvordan virksomheder kan tjene penge på at tage ansvar med udgangspunkt i FN’s Verdensmål. Det har vi talt med Erik Johnson om i denne episode af Bæredygtig Business.

Sæson 5, episode 8

I denne omgang taler vi med CopenX, som faciliterer netværksmøder i Virtual Reality. Det lyder jo ganske futuristisk, men der hvor traditionelle digitale mødeplatforme giver op, tager Virtual Reality over. Jeg fik fornøjelsen af selv at prøve det. Lyt med her og vurder, om fremtiden inkluderer møder i VR. Det er jeg ret overbevist om, at den gør! Det er selvfølgelig ikke bedre end fysiske møder, men det er et effektivt og miljøvenligt alternativ.

Sæson 5, episode 7

I denne episode springer jeg ud som sanger, men det er ikke kun derfor, du skal lytte med. Jeg har nemlig talt med Danmarks  eneste bæredygtighedspsykolog, Simon Elsborg Nygaard, om hvordan vi kan bruge psykologien til at skabe et bedre og bæredygtigt samfund, hvor mennesker trives. Den gennemsnitlige Dansker forbruger 4 gange så mange ressourcer, som planeten stiller til rådighed. Simon Elsborg giver os nogle svar på, hvordan vi kan forbruge mindre, uden at vores trivsel bliver ringere.

Sæson 5, episode 6

Da finanskrisen ramte i 2008, forsvandt bæredygtighed fra mange virksomheders agenda. I foråret 2020 ramte en ny type krise – Coronakrisen. Kriser har den egenskab at kunne afsløre menneskers sande ansigt, fordi vi bliver pressede. Det er på mange måder en unik mulighed for at få et glimt af lederes etiske fundament. For hvordan vælger en ledelse at agere, når krisen kradser? I denne episode taler vi med Christina Busk og Morten Rasmussen 
fra Etikos om etik i offentlige og private virksomheder. 

Sæson 5, episode 5

I dette afsnit taler jeg med forfatter og SoMe ekspert Astrid Haug om bæredygtige budskaber og særligt om medarbejderes aktivitet på de sociale medier, og hvordan de kan være en effektiv kanal til spredning af virksomheders positive budskaber. Vi taler  også om teknologi og adfærd på nettet, politik, regulering af tech-giganter, data, børn bag skærme, og så går vi i dybden med begrebet Employee Advocacy.

Sæson 5, episode 4

Anders Morgenthaler er en sjov snegl. Han både forgudes og hades for sit engagement i klimakampen. Men han er mere end bare en komiker, der har fået klima på lystavlen. Han har ejerskab i 20 virksomheder, som alle har til hensigt at gøre planeten til et bedre sted og samtidig tjene penge. Han er vært på podcasten ”Donutmodellen”, hvor unge og grønne iværksættere bindes sammen med risikovillig kapital og meget andet. Men når han taler om vegetarisme, og om at han ikke flyver, bliver han kaldt frelst. Det virker dog ikke til at bekymre ham. Tværtimod.

Sæson 5, episode 3

I takt med at kravene til virksomheders sociale og miljømæssige ansvar bliver større og mere konkrete, skal dokumentationen også være mere konkret og målbar. Velformuleret prosa og flotte billeder har længe præget de danske virksomheders CSR regnskaber, men det bliver ikke ved med at være nok. ESG-målinger supplerer den traditionelle CSR indsats med mere fakta og data. Ingen tvivl om at ESG målinger kommer til at spille en større rolle i fremtiden. I denne episode, interviewer jeg Birgitte Rose Mogensen, formand for CSR-udvalget i FSR – danske revisorer.

Sæson 5, episode 2

Kan luksushoteller være bæredygtige? Ja, hvis du spørger Trine Plambech, som er ansvarlig for Intelligent Bæredygtighed på Alexandra Instituttet, der hjælper virksomheder med grøn omstilling. Hun ved rigtig meget om bæredygtighed i hospitalitybranchen og har bl.a. undersøgt, hvad gæsterne mener om at besøge steder, der arbejder bevidst med den grønne omstilling. Tilbud om gårsdagens brød, buffeter med begrænset mængde mad og gamle badeværelser, der bliver istandsat i stedet for at blive revet ned. Alle eksempler på bæredygtige tiltag fra hospitalitybranchen. 

Sæson 5, episode 1

I denne episode er jeg på besøg hos Claus Klint, direktør for Internet of Things hos IBM Danmark. Claus fortæller om, hvad IoT er, hvordan virksomheder kan bruge det og giver eksempler på IBMs nuværende samarbejdspartnere på IoT-området. ”IoT” kan virke lidt science fiction-agtigt, men kort fortalt betyder det, at alle fysiske ting begynder at sanse. Det ved de rigtig meget om hos IBM, som tror, at teknologien kommer til at ændre vores måde at leve på fremover.

Sæson 4, episode 7

I dette sidste afsnit om møbelindustrien er er det mig selv, som sidder i den varme stol, og Andrew Davidson, tilrettelægger og producer for podcasten, som finder sig selv tilrette i værtsrollen. Jeg forsøger at stå på mål for min egen arbejdsplads’ værdier og ambitioner for fremtiden og svarer på, hvordan det egentlig står til i HOLMRIS B8-regi i forhold til bæredygtighed og den cirkulære økonomi. 

Sæson 4, episode 6

Forbrugernes efterspørgsel på gennemsigtighed, har inspireret Scan-Hide til at opfinde en måde at mærke deres produkter på, så de kan spores igennem hele processen; fra koen på marken til færdigt læder. I dag er Scan-Hide en global markedsledende virksomhed inden for forædling af kreaturhuder. I denne episode bliver jeg klogere på sporbarhed og på, hvordan dette led af kødindustrien er særlig vigtig i forhold til bæredygtighed.

Sæson 4, episode 5

Den familieejede virksomhed Kvadrat spinner guld på upcycling af tekstil-materiale og har bæredygtighed og miljøhensyn som kerneværdier. Tag med Bæredygtig Business til Kvadrats hovedsæde i Ebeltoft og hør Sustainability Manager Tina Kaysen forklare, hvordan den engang så lille lokale biks, er blevet en international storspiller på tekstilmarkedet, samt hvordan de løbende finder nye muligheder i reduktion af materialespild.

Sæson 4, episode 4

Hvad er perspektiverne i genbrugsplast, og i hvor høj grad er innovation og viden en del af, at tilføre de samme mekaniske og æstetiske egenskaber til nye produkter? Få svarene, når jeg besøger Letbæk Plast og møder direktør Michael Bayer Thomsen til et interview, hvor vi bl.a. kommer ind på design og forbrugerbevidsthed, plastikkens rolle og den kompleksitet, der ligger i at genbruge et materiale, som findes i flere tusinde varianter.

Sæson 4, episode 3

I 2002 opkøbte Carsten Thor bolværket ved det gamle færgeleje i Korsør. Det blev startskuddet til en virksomhed, som gør sig i dansk møbeldesign, der ikke bare emmer af tiden tand, men i den grad også tåler den. Jeg er taget til Thors Design i København for at møde manden bag succesen til en snak om at være frontløber på bæredygtighed, og om hvordan man som håndværker arbejder med et materiale, der er 40 gange hårdere end egetræ.

Sæson 4, episode 2

Hvordan har PP Møbler formået, at kombinere en grøn og bærende virksomhedsmodel med en sprudlende passion for at lave danske møbler og møbelkunst? Det prøver vi at få svaret på sammen med snedkermester Kasper, når Bæredygtig Business besøger værkstedet i Allerød til en snak om værdien i den danske håndværkstradition, en konstant faglig nysgerrighed og en idealistisk tilgang til det at drive forretning.

Sæson 4, episode 1

Den nystiftede møbelproducent TAKT slår sig på dansk design og god kvalitet til den jævne dansker, og de er vokset ud af efterspørgslen på bæredygtige løsninger inden for branchen. Hør hvordan det hænger sammen, når Bæredygtig Business tager til København for at interviewe og samle et af TAKTs møbler sammen med direktør Henrik Lorensen.

Sæson 3, episode 3

Stor international opmærksomhed er rettet mod det ambitiøse danske initiativ Greenlab. Et nordjysk test- og erhvervscenter hvor private og offentlige aktører samarbejder om at skabe profitable bæredygtige løsninger på verdens klima-udfordringer. Lyt med når projektdirektør Christopher Sorensen fortæller om nødvendigheden af åben innovation og perspektiverne i søstjernemos og brændstof-producerende vindmølleparker.

Sæson 3, episode 2

I disse dage eksponeres både voksne og børn for mediernes belysning af brændende skove, smeltende isbjerge og altødelæggende tsunamier. Hvordan påvirker det vores børn, og hvordan taler vi med dem om de udfordringer, vi står over for? Jeg interviewer DRs vejrvært, Nina Bendixen, om klimaangst hos børn og initiativet “Klimakys”. Og så samles vi omkring bålet til en snak med den nye generation om alt det der sker i verden lige nu.

Sæson 3, episode 1

Hvilke konflikter og dilemmaer opstår, når spiritualitet og virksomhedsledelse kobles sammen med det formål at styre en traditionel dansk virksomhed ind i en bæredygtig fremtid? Og hvordan indsætter man en spirituel bestyrelsesformand? Lyt med når jeg besøger bogaktuelle Erick Thürmer; Thürmer Tools spirituelle CEO, som har taget nogle radikale valg for at fremtidssikre sin families mere end 100 år gamle virksomhed.

 

Sæson 2, episode 6

For at kunne være en god leder mener Laura Storm, at vi skal gentænke måden, vi leder på. Efter at have været fremtrædende inden for klimadebatten i mange år, kommer Laura ud for en ulykke, der giver hende en slem hjernerystelse. Laura vælger at se på det som en mulighed for at stoppe op og lære om sig selv. Det er bl.a. det, hun underviser i på kurset Regenerators.

 

Sæson 2, episode 5

Jesper Theilgaard har sagt sit komfortable job som TV-meterolog op for at vie sin tid til klimaformidling. På samme vis har Mikkel Fog fra Too Good To Go dedikeret sin tid til at bekæmpe madspild. Mød dem begge, når jeg i dette afsnit tager det store emne om klimaforandringer op.

Sæson 2, episode 4

For den nye generation af arbejdere er det ikke kun arbejdspladsens fysiske rammer og goder, der er vigtige. Det er derimod sådan noget som værdier og relationer. Sociolog Emilia van Hauen fortæller bl.a., at den yngre generation ser sig selv som et CVR-nummer og ikke et CPR-nummer, fordi de målrettet går efter projektansættelser. Mikkel Rathje fra Fjord stemmer i og bemærker, at det handler om mere end bare en lønseddel.

Sæson 2, episode 3

Hvordan fokuserer en virksomhed på de gode ting, de gør for samfundet, når en moralsk forkastelig affære overskygger alt? Vil kunder, medarbejdere og aktionære overhovedet lytte? Det taler jeg om med Head of Group Societal Impact & Sustainability Jeanette Fangel Løgstrup fra Danske Bank. Det er noget af en titel, men hvad dækker den egentlig over, og hvilke bæredygtige tiltag foretager Danske Bank sig?

 

Sæson 2, episode 2

Hvad sker der med den menneskelige arbejdskraft, når produktion bliver automatiseret? Hos Linak har de automatiseret en stor del af deres produktion, men de formår stadig at bibeholde deres ansatte. Hør blandt andet, hvordan maskiner og mennesker kan arbejde side om side, og hvordan man holder sig konkurrencedygtig i takt med nye teknologiske tiltag.

 

Sæson 2, episode 1

I det første afsnit af 2. sæson skal det handle om, hvordan man skaber bæredygtig arkitektur. Til at gøre os klogere på det, har vi inviteret direktør for danske arkitektvirksomheder Lene Espersen og arkitekt Kasper Guldager, som sidder i regeringens advisory board for cirkulær økonomi. Lyt med, når vi taler om, hvordan arkitekturen kan gøres mere bæredygtig og skabe både økonomisk, social og miljømæssig værdi.

Sæson 1, episode 25

I dette sidste afsnit af første sæson fortæller jeg min egen historie. Jeg fortæller om, hvordan jeg stiftede genbrugsmøbelforretningen 3R Kontor, hvilke faktorer, der motiverede mig til at ansætte socialt udsatte, hvorfor vi donerer enorme mængder gratis kvalitetsmøbler til velgørende formål, og hvordan vi blev en del af møbelgiganten HOLMRIS B8.

Sæson 1, episode 24

Det handler om vindmøller, god forretning og udfordringerne i at omlægge til vedvarende energi, når Jakob Askou Bøss, Senior Vice President, Ørsted, tager os med på koncernens ti år lange rejse mod en grøn forretning. Ørsted har flyttet sig fra at være et af Europas sorteste energiselskaber til i dag at være verdens førende inden for offshore vind og 5. største leverandør af grøn energi, men ambitionerne rækker endnu længere. 

 

Sæson 1, sær-episode

I dette afsnit kan du blive klogere på cirkulær økonomi i praksis, når vi er med på konferencen Circularity City i selskab med skarpe hoveder fra CLEAN, Minor Change Group, Lendager Group, Re-Match og Hedensted Kommune. Målet er at skabe nye, grønne løsninger i det byggede miljø, som kan skabe arbejdspladser og grøn vækst. Lyt med, når vi lære om kommunernes rolle i omstillingen og potentialet i samarbejde på tværs af sektorer.

 

Sæson 1, episode 23

Vi nørder helt igennem, når vi i selskab med knivskarpe Jane Jagd kaster os over CSR-rapporteringer, ESG-målinger og de finere nuancer af årsregnskabsloven. Som Lead Researcher ved Center for ESG Research har Jane set sin del af danske CSR-rapporter, og hun er ikke ovenud imponeret. Lyt med, når hun udpensler forskellen på CSR og ESG og forklarer, hvorfor danske virksomheder risikerer at gå glip af udenlandske investeringskroner.

Sæson 1, episode 22

Teknologi og innovation er nøgleord, hvis vi vil gøre os nogen forhåbning om at indfri FN’s 17 verdensmål. Sammen med Malene Thiele, Dansk Erhverv og Christian Villum, Dansk Design Center, ser vi nærmere på mulighederne for at eskalere den teknologiske innovation i en bæredygtig retning. Der er konkrete råd til virksomheder, der vil systematisere innovationen, når Christian Villum forklarer, hvordan design bruges som drivende kraft.

Sæson 1, episode 21

I mange år gemte dagligvarebutikker sig bag en undskyldning om manglende efterspørgsel, når samtalen faldt på bæredygtighed og ansvarlighed, men i den seneste tid er det myldret frem med CSR-initiativer fra den danske dagligvarehandel. Vi har inviteret Jonas Schrøder, Director of Responsibility & Engagement hos Salling Group i studiet til en snak om ansvarlighed og om de dilemmaer og den kompleksitet, der viser sig i omstillingsprocessen. 

Sæson 1, bonus-episode

Hvad ville det betyde for vores måde at producere på, hvis vi kunne tage lønomkostninger og globale forskelle ud af ligningen? Det spørgsmål søger vi svar på, når vi i selskab med Erick Thürmer, direktør i Thürmer Tools, dykker ned i 3D-printerens enorme potentiale. Thürmer Tools har præsenteret en app, der bogstaveligt talt kan se igennem vægge. Lyt med, og bliv klogere på, hvordan fremtidens produktion bliver mere grøn, effektiv og lokal.

Sæson 1, episode 20

Vi har mødt Minister Ulla Tørnæs til en snak om techvelopment, og om hvordan den danske udviklingsbistand kan bruges som katalysator for samarbejde mellem den private sektor og verdens udviklingslande. Vi taler også med privatsektoransvarlig i UNPD, Stine Kirstein Junge om både en esbjergensisk fiskemelsfabrik og spørgsmålet om, hvorvidt man egentlig må tjene penge på verdens fattigste.

Sæson 1, episode 19

Direktør Kasper Larsen fortæller historien om, hvordan en trykkerivirksomhed med ondt i bundlinjen besluttede sig for at satse på bæredygtighed. I dag er KLS Pureprint de første i Nordeuropa, der fremstiller bionedbrydelige tryksager helt fri for gift. Vi har også talt med Annette Hastrup, der, som CEO i Vugge til Vugge, har hjulpet en lang række virksomheder med at integrere cirkulær økonomi i forretnings-modellen og opnå den eftertragtede Cradle to Cradle-certificering. 

Sæson 1, episode 18

I dette afsnit dykker vi ned i partnerskaber. Vi starter hos eksperten, når Mikkel Stenbæk Hansen, direktør i Dansk Initiativ for Etisk Handel, sætter ord på, hvad partnerskaber egentlig kan. Derudover har vi sat to direktører stævne for at gøre os klogere på, hvordan partnerskaber kan fungere i praksis. Vi starter under havets overflade hos Anders Barsøe fra LETZ SUSHI og ender et sted over skyerne hos Christian Møller-Holst fra Goodwings.

Sæson 1, episode 17

Vi kaster os over det offentlige i selskab med klimachef i Aarhus Kommune, Henrik D. H. Müller. Vi dykker ned i, hvordan man i Aarhus arbejder med dels at begrænse den direkte CO2-udledning fra kommunens bygninger, arbejdspladser og transportmidler, men også med at engagere borgere og virksomheder så den grønne omstilling bliver et fælles foretagende. 

Sæson 1, episode 16

Hvorfor er det blevet sværere at lede en virksomhed? Kan markedskræfterne redde os fra klimamæssigt kollaps? Og står vi virkelig på randen et paradigmeskift, hvad angår erhvervslivets rolle i samfundet? Vi kommer vidt omkring, når grand old man inden for ledelsesteori, Steen Hildebrandt, giver sit bud på, hvad en leder skal kunne og gøre, hvis nutidens virksomheder skal overleve på fremtidens marked. 

Sæson 1, episode 15

Loa Dalgaard Worm har ikke alene styr på træ og certificeringer, men ved også en hel del om nye forbrugertyper og segmenter. Lyt med, når sekretariatschefen fra FSC Danmark giver sit bud på, hvorfor CSR skal integreres i kerneforretningen, hvorfor aspirationals er mere interessante end de berygtede millennials, og hvad det egentlig er, vi skal med skov.

Sæson 1, episode 14

Hvis det passer, at man kan skovle penge ind på bæredygtighed, hvorfor flyder investeringskronerne så ikke i stride strømme mod virksomheder, der tager ansvar og skaber fremtidens løsninger? Sammen med Chef for ansvarlige investeringer i PKA, Pelle Pedersen ser vi på, hvorfor det er svært at rejse kapital til innovative forretningstyper, hvordan vi får bankerne til at stramme op, og om Tesla var blevet en succes, hvis den første var blevet bygget i Danmark

Sæson 1, episode 13

Ida Auken er både miljøordfører for Radikale Venstre, tidligere miljøminister, Young Global Leader af Economic Forum, internationalt anerkendt for sin ekspertise inden for cirkulær økonomi og netop nu aktuel med bogen Dansk. Jeg har talt med hende om, hvordan offentlige indkøb kan være en drivkraft for den grønne omstilling, og hvorfor det er glædeligt – men ikke tilstrækkeligt – at virksomheder i stigende grad vedkender sig den grønne og cirkulære dagsorden.

 

Sæson 1, episode 12

Huffington Post har udnævnt ham til Inspirational Leader, og en stor del af sin tid bruger han som keynote speaker på scener verden over – og så er han i øvrigt bedøvende ligeglad med din virksomheds purpose. Reklamebranchens globale bæredygtighedsfortaler og forfatter til bogen Goodvertising, Thomas Kolster, har belært mig om, hvordan man håndterer en generation, der hellere vil købe selvrealisering end produkter, og hvorfor det ikke altid er nok at starte med “The Why?”.

Sæson 1, episode 11

Hvordan sikrer man, at virksomhederne trækker deres del af læsset i den grønne omstilling? Ligger en del af svaret i de offentlige indkøb? Og kan man egentlig sammenligne blind økonomisk vækst med cancer? Få svar på det og meget mere, når Uffe Elbæk, politisk leder i Alternativet samt selverklæret senior troublemaker and solutionfinder, forklarer, hvordan politisk regulering kan medvirke til at skubbe udviklingen i en mere bæredygtig retning. 

Sæson 1, episode 10

Hvorfor vælger nogle virksomheder at udtale sig om brandvarme politiske emner, når der er risiko for at gøre sig uvenner med potentielle kunder? Og hvorfor viser det sig indimellem at resultere i større salg og målbar forbrugerloyalitet, når virksomheder melder sig ind i debatten? Vi har mødt Nille Skalts, selverklæret corporate activist og direktør i Märk til en snak om muligheder og faldgruber ved at træde ind i en arena, hvor der både er drøje hug og store summer at hente.

Sæson 1, episode 9

Handler bæredygtighed i virkeligheden bare om at holde op med at være dum, og hvad laver et bæredygtighedsbureau egentlig? Søren Stochholm, stifter og partner i WorldPerfect fortæller, hvordan bureauet arbejder med projekter og partnere om at bringe bæredygtighed ind i kerneforretningen, hvordan Danmarks første økologiske fadøl blev en realitet og om, hvordan du kan sikre, at dit produkt giver noget tilbage til verden.

 

Sæson 1, episode 8

Er meningsfuldhed afgørende for vores trivsel og præstation på arbejdspladsen, og hvis det er tilfældet, hvordan sikrer vi så, at arbejdet giver mening? Hans Henrik Knoop er professor ved Aarhus Universitet og en eftertragtet foredragsholder inden for emner som positiv psykologi, trivsel og flow. Sammen med ham er vi dykket ned i sammenhængen mellem meningsfuldhed og motivation i arbejdslivet og hvad reciprok altruisme og ledende idéer er for størrelser.

Sæson 1, episode 7

Svanen, Ø-mærket, Nøglehullet, MSC – danske forbrugere har masser af valgmuligheder, når de vil handle ansvarligt, men hvordan navigerer man som virksomhed i junglen af mærkningsordninger, og kan det betale sig at blive certificeret? Jeg mødte Jakob Zeuthen, miljøpolitisk chef i Dansk Erhverv til en snak om, hvad certificeringer egentlig kan bruges til, om mærkningsordninger kan medvirke til at målrette innovation, og hvilke mærker man skal gå efter, hvis man vil sikre sig en konkurrencefordel.

Sæson 1, episode 6

Hvad vinder virksomheder ved at rekruttere fra kanten af arbejdsmarkedet, og hvordan måler man den samfundsøkonomiske værdi af at hjælpe en udsat i job? Lars Jannick Johansen, stifter og Managing Partner i Den Sociale Kapitalfond fortæller, hvorfor det giver mening at investere i virksomheder, der tager et socialt ansvar. Der er både holdånd, et bredere rekrutteringsgrundlag og økonomi at hente, hvis kommercielle virksomheder lærer at agere mere socialt.

Sæson 1, episode 5

Det handler om økonomisk, miljømæssigt og socialt potentiale, når Ditte Lysgaard Vind giver en forsmag på en verden, hvor vi køber lys i stedet for lamper, og hvor nedrivningsfirmaerne er de nye oliesheiker. Ditte er internationalt anerkendt ekspert i cirkulær økonomi. I sin konsulentvirksomhed The Circular Way rådgiver hun virksomheder i cirkulær omstilling og værdiinnovation. 

 

Sæson 1, episode 4

Hvordan navigerer vi sikkert gennem de tidligste cowboy-år af den fjerde industrielle revolution, og kan vi overhovedet undgå at få disruptet røven ud af bukserne, når det for alvor går løs? Claus Skytte, formand for Foreningen for Platformsøkonomi i Danmark, giver sit bud, når vi møder ham til en snak om internettet, Uber og fremtiden. Claus opridser konturerne af fremtidens arbejdsmarked og kommer med tips til, hvordan virksomheder arbejder med og ikke imod den store omvæltning, de står overfor.

Sæson 1, episode 3

Som chef for bæredygtighed ved Novozymes er Claus Stig Pedersen lykkedes med at få FN’s Verdensmål forankret dybt i virksomhedens strategi. Vi taler om, hvordan Claus og Novozymes formåede at spotte potentialet i målene allerede inden, de blev vedtaget, og hvordan de bruger verdensmålene til at målrette deres innovation med det udtalte formål at tjene flest mulig penge i længst mulig tid. Lyt med og bliv klogere, rigere og måske endda et bedre menneske.

Sæson 1, episode 2b

Steffen taler videre med Dennis Friis Thaagaard fra Sustainor. I dag handler det om implementeringen af CSR-strategien og om, hvordan man får formidlet alt det gode, man går og gør. Vi starter på de høje nagler med en snak om FN’s 17 Verdensmål, og hvordan de kan bruges i CSR-arbejdet, og slutter helt konkret og lavpraktisk i en snak om strømforbrug og regneark.

Sæson 1, episode 2a

Steffen har besøgt Dennis Friis Thaagaard fra Sustainor, der rådgiver små og store virksomheder i arbejdet med CSR. I den første af to episoder med Dennis taler vi om, hvorfor og hvordan man kan tage hul på arbejdet med en CSR-strategi, og hvilken type virksomheder CSR er relevant for. Endelig kan du blive klogere på, hvad greenhushing er for en størrelse, og om man egentlig kan undgå en shitstorm ved hjælp af regneark.

 

Sæson 1, episode 1

I første episode tager jeg en tur tilbage til skolebænken, når jeg møder professor v. CBS Esben Rahbek Gjerdrum Pedersen. Esben har skrevet bogen Corporate Social Responsibility, og sammen med ham får vi fod på begreberne og de finere nuancer af CSR, for er al CSR god CSR? Og hvor meget skidt må man egentlig hælde i åen, hvis bare man sørger for en økologisk frugtordning til sine medarbejdere?

Kontakt

os her